Hornprydelsens Guide til James Joyce

Som vore trofaste læsere vil vide, har Hornprydelsens redaktion ikke redigeret spor siden januar, lige før den pludselige og uventede snestorm, der i øvrigt skabte kaos og panik overalt ved at begrave den grønne ø i helt op til tre centimeter sne. (Der meldtes om sjaskglatte veje omkring Tullamore, og et æsel i Killmagranny blev traumatiseret). Vore kære læsere mistænker muligvis undertegnede for ren og skær journalistisk dovenskab, men årsagen er langt mere mystisk og fordækt. Det er sandt, kære læsere, Hornprydelsen har været undercover hele sommeren i et optimeret og toptunet forsøg på at nå nærmere den sande kerne i den irske kulturarv. Efter at have dannet sig et dybdegående indtryk af lokale skikke - heriblandt spændingen ved det lokale griseræs på John's Street (Fat Herbert Trotter III vandt) og den endnu større spænding ved det intergalaktiske mesterskab i hurling (Kilkennys hold vandt, og kan som bevis fremvise flest intakte fortænder per capita) besluttede undertegnede korrespondent at bevæge sig ind i den forunderlige verden af Irlands litterære kulturarv.

Flere af vore ærværdige læsere er sandsynligvis bekendt med den berømmelige James Joyce, en af de mest indflydelsesrige irske forfattere i det tyvende århundrede. Hans mest berømte litterære mesterværker, Ulysses (1922) og Finnegan’s Wake (1939), falder ind under den litterære kategori ”jeg lader som om jeg har læst og fattet den for at imponere mine venner”, samt ”sikke en dejlig tung bog, den udstråler en vis gravitas og kan fikst bruges som papirvægt”. Her følger et kort citat fra Finnegan’s Wake, s. 628.

"End here. Us then. Finn, again! Take. Bussoftlhee, mememormee! Till thousandsthee. Lps. The keys to. Given! A way a lone a last a loved a long the riverrun, past Eve and Adam's, from swerve of shore to bend of bay, brings us by a commodius vicus of recirculation back to Howth Castle and Environs."

Og har vi ikke alle sammen haft den følelse på et tidspunkt? Hornprydelsens stavekontrol strejker i frustration over James Joyces litterære geni, men frygt ej, trofaste læsere. Måneders intensive studier har åbenbaret svaret på jeres bønner. Ønsker man at imponere medlemmerne i sin lokale bogklub? Eller ligefrem at holde hof i café Ris Ras’ kælder, omgivet af den intellektuelle brunismes elite - komplet med eksistentialistisk stønnen og tåger fra en vandpibe? Læs blot videre, og forbered jer på jeres egen commodius vicus of recirculation!

Hornprydelsens Guide til at Imponere Andre med James Joyce:

Først og fremmest må den litterære aspirant lære at hækle, eller tage på opdagelsesrejse i en Frelsens Hær butik. Det er nemlig af altafgørende vigtighed at påføre sig den helt rette type hovedbeklædning – tænk formløs, tænk brun. En hat, der i alt sit væsen udtrykker ”jeg er sådan set rimelig ligeglad med dig og dine fårede venner med jeres forstadsagtige frisurer og jeres spøjse små japanske biler. Jeg er en intellektuel hat. En tænkehat. Du kan få lov at sole dig i min pragt en stund, men lige om lidt kan det godt være jeg går min vej med blot et opgivende lille grynt som farvel.” James Joyce ejede selv en mindre samling hatte af denne ædle karat. Ifør dig en sådan hat, lad den slaske koket ned over venstre øre og kanalisér dens ånd.

Således forstærket i selvsikkerhed må den nyudklækkede litterære diva gøre sig umage for at finde et ordentligt sted at fremvise sine overlegne James Joyce-evner. Hornprydelsen anbefaler tågede kælderlokaler i den type caféer, der gør sig rigtig meget umage for at se ud som om de slet ikke har gjort sig umage. Vær på udkig efter mugne sofaer der ikke passer sammen, reproduktioner af absintreklamer fra første halvdel af forrige århundrede, folk der lader som om de drikker absint eller godt kunne finde på at gøre det lige om lidt, samt naturligvis vandpiber. Masser af vandpiber. Disse ting bør tjene som James Joyce divaens fyrtårn.

Når en passende lokalitet er fundet, bør den litterære guruaspirant – naturligvis medbringende James Joyces samlede værker – skride derind med en uudgrundelig mine; en mine, der i al sin enkelhed udtrykker: ”ak, jeg kan vel opbevare mit fysiske legeme her indtil muserne kommer og samler mig op i deres arme og bringer mig til det litterære Valhalla.” Den mere erfarne James Joyce guru bør gøre sin entré med en mine, der i stedet udtrykker: ” Three quarks for Muster Mark!” (Finnegan’s Wake, s. 383). Eller måske: “O Jamesy let me up out of this!” (Ulysses, s. 251). Den slags litterære grimasser kræver dog års erfaring, og bør ikke forsøges af novicer, da det kan føre til permanent lammelse af overlæben samt nervøse spasmer over venstre øjenbryn.

Guruaspiranten bør nu placere sig i et forladt hjørne, helst i en stol eller sofa med en vis aura af nobel mølædthed, og helst et synligt sted. Tag nu hele din stak af James Joyce værker frem, samt en slidt notesbog med mange kaffe- og absintpletter på. (NB: novicer kan have gavn af at starte med at medbringe et udvalg af James Joyces værker, snarere end dem alle på én gang, da det kan føre til en tur på skadestuen for den uerfarne at slæbe rundt på trekvart ton magnum opus).

Nu er det på tide for aspiranten at begynde at tiltrække den påkrævede skare af beundrere. Hvis aspiranten har placeret sit fysiske legeme i en mølædt sofa, bør han eller hun slænge sig bagud og let til højre. Kropsholdningen bør udstråle en personlighed, der gennem de sidste femten år langsomt er smeltet gennem overdreven nærhed til den litterære ånds hede ild. En åben bukselynlås eller en plet på kraven kan understrege denne enigmatiske aura. Åben nu en udvalgt James Joyce bog, og begynd at lade som om du læser i den. Dette bør i sig selv være nok til at tiltrække mindst fire beundrere, men hvis det slår fejl og publikum er af en ringe karat den dag, kan det hjælpe at komme med små udbrud, mens der læses. Et overrasket ”hmmmmmmmm…” eller ”uuh…” med tilhørende trutmund og/eller et højlydt og inspireret litterært snøft virker ofte mirakuløst godt. (NB: det er afgørende for aspiranten at lære at udtrykke et ”…” for enden af ethvert udbrud).

Aspiranten har forhåbentligt nu tiltrukket sig en passende skare af nysgerrige uindviede sjæle. Begynd med en anekdote om dengang dine forældre låste dig inde i et muggent skab i fire dage, fordi du hellere ville snøfte i slidte klassikere end at deltage i din folkeskoles idrætsdag. De gamle grækere havde fat i noget rigtigt med deres ni muser, men udelod desværre den tiende muse, Akouvëe, som hersker over melodrama – aspiranten bør gøre sit ypperligste for at kanalisere denne oversete muse. De unge års tragedie bør kulminere i fortællingen om Den Dag Du Opdagede James Joyce. Et misforstået, ikonoklastisk geni! Din ånds tvilling! Langt forud for sin tid! Se derefter skaren af tilbedere dybt i øjnene, en for en, og bryd ud i en række James Joyce citater, såsom: ”Welcome, O life! I go to encounter for the millionth time the reality of experience and to forge in the smithy of my soul the uncreated conscience of my race” (Portrait of the Artist as a Young Man, s. 460), efterfulgt af: “The snotgreen sea! The scrotumtightening sea!” (Ulysses, s. 986).

Skeptiske eller uforstående medlemmer af den tilbedende horde kan håndteres på forskellige måder. Hvis en af aspirantens tilbedere gør mine til at gabe, bør aspiranten stoppe midt i en sætning for at se vedkommende dybt i øjnene. Og Hornprydelsens redaktion mener virkelig dybt. Hypnotiser nu den formastelige med disse ord: “Phall if you but will, rise you must: and none so soon either shall the pahrce for the nunce come to a setdown secular phoenish… Synes du ikke også det?” (Finnegan’s Wake, s. 413). Hvis det ikke virker, så send den formastelige op til baren for at hente mere æbletobak til din vandpibe. Skeptiske udbrud fra skaren af beundrere bør straks slås ned på – læn dig tilbage i din mølædte sofa, stræk benene og sig i det mest ligegyldige toneleje, ”det tænkte jeg nok du ville sige… men som James altid sagde, countlessness of livestories have netherfallen by this plage, flick as flowflakes, litters from aloft, like a waast wizzard all of whirlworlds. Now are all tombed to the mound, isges to isges, erde from erde…” Hvis dette ikke har den ønskede effekt, kan guruaspiranten de næste femten minutter starte alle sætninger med ”nu må du jo forstå,” eller ”alle og enhver ved jo..” Hornprydelsens redaktion indrømmer at det er et billigt trick, men det virkede for din dansklærer i gymnasiet, så det kommer også til at virke for dig. Hvis det alligevel slår fejl, og skeptikeren fortsætter med sit kætterske mytteri, kan en sidste udvej være at gribe sig til den øverste del af næseryggen og pludselig henfalde i litterær meditation. Hornprydelsen anbefaler dog ikke at den litterære guruaspirant falder i søvn og vågner en halv time senere med savl på den ene side af ansigtet – den slags avancerede manøvrer bør overlades til den litterære veteran.

James Joyce divaer bør ihukomme at det er under deres værdighed at følge med i nuværende litterære frem- eller tilbageskridt, at bogmesser er noget der sker for andre mennesker og finkulturelle påhit såsom Smagsdommerne og Vild Med Dans endnu ikke har infesteret den overlegne litterære planet, man selv kommer fra. Snak af den art fra skaren af tilbedere bør omgående straffes med et stift blik og et ”but all they are all there scraping along to sneeze out a likelihood that will solve and salve life's robulous rebus…” (Finnegan’s Wake, s. 982). Afslut med et verdenstræt støn.

Inden forestillingen afsluttes bør den nye litterære diva hentyde, at man vil befinde sig i denne lokalitet igen næste onsdag, hvor man muligvis vil nedværdige sig til at svare på James Joyce-relaterede spørgsmål hvis man ikke henfalder i ekstase i stedet. (NB: et kritisk punkt på dagsordenen er at sørge for at understrege med al ønskelig tydelighed at man ikke vil redigere pubertetsrelaterede digte eller rette danskopgaver – overhovedet. Indtil flere litterære guruspirer er, ifølge Hornprydelsens pålidelige kilder, blevet opslugt af horder af teenagere med fingerløse handsker og Didl eller ligefrem Twilight notesbøger med digte i. Vær på vagt!)

Hornprydelsen ønsker sine trofaste læsere alt tænkeligt held og lykke med den litterære metamorfose og guru-odysse. Som James sagde: “For that (the rapt one warns) is what papyr is meed of, made of, hides and hints and misses in prints. Till ye finally (though not yet endlike) meet with the acquaintance of Mister Typus, Mistress Tope and all the little typtopies. Filstup.” Så sandt, James. Så sandt...

Whack-fol-lol-deedoh.

Hornprydelsens Guide til Irske Tidslommer, en Rejsebeskrivelse.

I løbet af det seneste år har Hornprydelsen udvidet sin horisont og vendt blikket mod de uspolerede og naturskønne områder, hvor den oprindelige kultur stadig blomstrer (bøhlandet). Efter et langt års intense studier af denne oprindelige kultur, i dens uspolerede og naturskønne kontekst, er Hornprydelsen nu vendt tilbage for at delagtiggøre sine trofaste læsere i resultaterne.

Hornprydelsen kan således nu med videnskabelig stolthed offentliggøre sin Guide til Irske Tidslommer – en avanceret rejsebeskrivelse for enhver, der ønsker at skue fordums storhed manifesteret.

The Mullet Peninsula, Co. Mayo: denne frodige, 30km lange halvø er et af Irlands tyndest befolkede områder, hvilket i sig selv er et mysterium, da området har mangfoldige ting at byde på. Den eneste by på halvøen hedder Belmullet. Her samles de få indbyggere hvert år og kårer Årest Frodigste Frisure. Pionerer indenfor hår-anropologi antyder i deres seneste forskning, at dette er et oldgammelt og meget etnisk ritual, hvor fordums kæmper kunne vinde ære og prestige ved at fremvise en særligt imponerende nakkevækst, og dermed vinde den ærværdige titel Bhéalle off Muilleth, eller The Belle of Mullet. Denne sagnomspundne konkurrence blev desværre med tiden udkonkurreret af The Rose of Tralee, men entusiastiske traditionalister på halvøen oplyser, at de planlægger af lave deres eget tv-show, i stil med America’s Next Top Model. Tyra Banks har endnu ikke accepteret invitationen til at blive showets værtinde, men arrangørerne er forhåbningsfulde.

Fartamore, Co. Galway: udenfor denne nu øde lille by findes det ærværdige gamle herresæde, Fartamore House. Hornprydelsens forskning viser, at dette prægtige hus engang tilhørte en gammel adelig klan, hvis rødder strakte sig tilbage til oldtidens tåger. En berømt forfader, Hugh O’Fartie, skal have nedlagt hele legioner af Cromwells styrker ved brug af særlige fysiske karaktertræk, der desværre ikke er nærmere belyst i kilderne. Uheldigvis, og det er jo et typisk tema i irsk historie, uddøde denne fine gamle familie til sidst, grundet en forfærdelig familieforbandelse, som gjorde at ingen af deres naboer ville snakke med dem mere, og alle deres bønder flyttede. Fartamore House er nu en ruin, men The Official O’Fartie Appreciation Society arbejder på at skaffe EU-støtte til genopførelsen af huset. Med nogen held vil dette ende med en kulturhistorisk udstillingsåbning.

Kilmacow, Co. Kilkenny: etymologisk forskning i denne landsbys navn antyder, at det oprindelige oldirske navn tilnærmelsesvis kunne oversættes til ”Din Drønnert Se Nu Der Hvad Du Har Gjort Ved Min Ko!” Antageligvis er denne selvsamme landsby det sted, hvor et af de berømte slag i The Cattle Raid of Cooley fandt sted. (Til de uindviede skal de nævnes, at dette epos, dette mesterværk i irsk litteraturhistorie er en fortælling om visse oldtidspersonager, som forsøger at stjæle hinandens magiske køer, hvorefter guderne blander sig, og smitter den ene lejr med den frygtede ”ni-dages debilitet.” Om denne debilitet nogensinde helt gik over igen, forbliver uvist). Kilmacow består af Kilmacow Upper og Kilmacow Lower, begge med en befolkning på lige omkring de 700. Hvert år udspiller de to sider det berømte slag om de magiske køer, og der afsluttes med megen festivitas og stor indtagelse af ko-relaterede retter. (The Irish RSPCA har desværre sat en stopper for flere af de mest etniske og oprindelige traditioner, da man mente at det var synd for køerne, men en overbevisende ko-erstatning er blevet arrangeret). Ønsker man at nyde den særlige stemning ved denne lejlighed, og måske købe en fin, traditionel muh-dåse, kan man i god tid booke værelser på The Steaming Udder, Horn Lane 2, Kilmacow. Spørg efter Reginald.

Leprichia: ypperst blandt de etniske tidslommer er dette sagnomspundnde område, komplet med avanceret flora og fauna, fascinerende indfødte og mumlende druider. Keltisk mystik par excellence for den sande kender. Dette rejsemål anbefales dog kun til den særligt hårdføre og beslutsomme turist, men landskabet skulle efter sigende være fabelagtigt. Det er en god ide at undersøge sin rejseforsikringspolice inden man begiver sig afsted, da de fleste udbydere ikke dækker den slags uheld, man der kan komme ud for (disse inkluderer at vende hjem efter hvad man troede var en dag, og opdage at der er gået trehundrede år, at blive forvandlet til en busk eller en lille ged, at få forbyttet sine børn og blive angrebet af sine medbragte køkkenredskaber eller ponyer, samt at en fornærmet guddom forvandler sig til en ål og åler op af ens bukseben, med stor pinlighed til følge). Dernæst er det Hornprydelsen magtpåliggende at oplyse, at rejsende bør medbringe deres egen frokost, da det kan have katastrofale følger at indtage den lokale cuisine. Og vi taler ikke om varianter af the Cairo Quick-Step her. Leprichia har intet turistkontor, og ingen kan med sikkerhed sige præcist hvor det befinder sig. Traditionelt siges det at ligge ”oppe i nærheden af Donegal” (drej af ved Letterkenny), men adskillige runkne bønder oplyser undertegnede skribent om at Leprichia rent faktisk bevæger sig hen over landkortet, som en slags overnaturlig tåge (se efter et kølvand af traumatiserede køer, aggressive køkkenredskaber og spædbørn med spidse ører).

Dette var en udvalgt buket af rejsemål til den særligt eventyrlystne turist med smag for den mere unikke og etniske rejseoplevelse. Den Grønne Ø byder naturligvis på mange flere eksotiske og fascinerende rejsemål – for eksempel The Gigantoraptor Appreciation Society-kongres i Stepaside og den årlige Sean Bean Look-Alike konkurrence i Mullinavat, men Hornprydelsen må indskrænke sig til blot at nævne disse særligt etniske højdepunkter.
Er man ramt af vinter-tristesse? Slukøret i januar? Hvorfor ikke følge denne skribents eksempel og drage på opdagelse i en lidt anden retning end den sædvanlige? Hornprydelsen ønsker sine trofaste læsere en god rejse.

Nok engang må Hornprydelsens redaktion understrege, at man ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle katastrofale hændelser som følge af at følge denne rejsebeskrivelse. Europæiske Rejseforsikring vil sandsynligvis tage samme standpunkt.

Hornprydelsens Guide til Udstillingsåbninger

Efter en lang vinterferie byder Hornprydelsen atter sig selv velkommen tilbage - nu med nye og udvidede Erfaringer fra det Uvirkelige Liv.

Ja, kære læsere - det er sandt - Hornprydelsen har været på feltarbejde blandt museumsfolket, og bringer her sine seneste observationer i form af Hornprydelsens Guide til Udstillingsåbner! Det er denne skribents inderlige håb, at disse tommelfingerregler kan guide enhver eventyrlysten sjæl og hjælpe dem med at undgå de mest typiske faldgruber i museumsverdenens jungle.

Udstillingsåbninger og anden museumsrelateret festivitas ses i forskellige afskygninger, og det er vigtigt for den besøgende at kunne skelne, for dermed at kunne koordinere sin indsats på passende vis og undgå evig stigmatisering.

1. Arkæologiske udstillingsåbninger. Kom iført sokker og sandaler (dog ikke kun sokker og sandaler, medmindre du kan overbevise den fremmødte skare om at du er eksperimentel arkæolog og at du får EU-støtte til at møde frem nøgen, ligesom... østgoterne?). Dette kan ikke understreges tilstrækkeligt. Medbring derudover en pibe, som du kan pege på folk med. Gå nu rundt blandt de andre besøgende med en fugtig serviet med et lille stykke laks på, og se ud som om enden er nær, mens du udstøder små lidende suk (nybegyndere - det kan være en idé at øve sig foran spejlet inden du tager hjemmefra).

Ønsker man virkelig at imponere folk og fremstå som særligt vigtig, kan man stille sig midt i den perambulerende mængde af besøgende og lade som om man er død, men på mystisk vis stadig kan forblive stående.

Lad være med at grine. Lad især være med at grine af åbningstalen. Også selvom der bliver sagt ting som: "i sidste ende, mine venner, er vi jo alle blot grene på den store irske stamme..." eller "man røres til tårer når man ser denne fantastiske, unikke samling af vikingespande samlet her idag.. det har taget 48 år, men nu er ringen sluttet..."

Lad være med at drikke dig fuld i den gratis vin og dernæst falde i søvn inde i den rekonstruerede gravhøj. Det eneste du opnår ved det er at skræmme og forvirre rengøringspersonalet.

Understreg istedet din store vigtighed ved at snige dig ind på små grupper af mennesker, der diskuterer noget arkæologisk, og stir på dem, mens du ser vidende ud, men ikke kommenterer. Se uimponeret ud og lad som om du kender alle. Gå dernæst tilbage til at spille død. Dette vil imponere de fleste andre deltagere. Til slut skal det nævnes at kun sande ascenderede arkæologimestre magter den ældgamle kunst at forsvinde i en slags udød (pibe)røgsky. Nubegyndere bør ikke gøre forsøget, af årsager som burde være åbenlyse for enhver.

2. Kunstgalleriudstillingsåbner. Ja, det er et rigtigt ord. Det må det jo nødvendigvis være, når det er at finde på Hornprydelsen, ikke sandt?
Denne slags begivenheder kræver en ganske anden strategi fra den velforberedte besøgende. Kom iført et usandsynligt kostume. Gerne noget, der kan flagre lidt når du går, eller noget der får dig til at ligne en overfølsom fransk mimer.

Øv dig i at spise canapéer, som er stablet til ubegribelige og faldefærdige højder, uden at få reje i øjet. Vims nu rundt blandt de andre besøgende og se intens ud (clue: se ud som om du kun med nød og næppe undertrykker et hysterisk anfald).

Overvæld folk med dine store armbevægelser, eller spring frem foran dem og erklær at du får mindelser til (indsæt kunstner her) når du beskuer disse værker. Det kan for eksempel være Lolita Lempicka eller ham der tyskeren der udstopper folk, som man i skrivende stund ikke kan huske hvad hedder. Kun fantasien sætter grænser. Brug ordet "postmoderne" ofte, og hvis du er i tvivl, så sig at du føler det moderne menneskes fremmedgørelse i en globaliseret verden. Pludselig, vanvittig kaglen er anbefalet.

Husk at sørge for at du peger i retning af de egentlige kunstværker, når du kommer med din uudgrundelige mening. Det kræver nogle gange øvelse at se forskel på værkerne og skiltet med åbningstider eller andre besøgende, som står helt stille.

Sørg dernæst for ikke at blive lagt an på af afdankede gipseksperter eller forkølede kunstnere udi filt og vat.
Lad være med at fylde dine lommer med de resterende canapéer når du forlader stedet, og lad være med at mumle noget med at din sidste bus jo også går om lidt. Se istedet særligt intens (se ovenfor) ud og bekendtgør, at du simpelthen må hjem og lave din personlige yogarutine nu, ellers er du simpelthen bare så ude af balance i morgen.

3. Kulturhistoriske udstillingsåbninger. ADVARSEL: det frarådes på det kraftigste folk med nervøse lidelser eller tendens til besvimelse under udsættelse af overdrevne mængder bavl at fremmøde til denne slags begivenheder. Hornprydelsen påtager sig intet ansvar for deraf følgende mentale eller fysiske kvababbelser.

Den besøgende bør først og fremmest øve sig i at stå oprejst i henimod to timer uden at gå i gulvet. Dette bliver nyttigt, når åbningstalerne begynder, for dem er der normalt 7-9 af. Dernæst bør den besøgende øve sig i at se dyb ud (clue: dette kan opnås ved at stirre på et bestemt punkt langt borte, mens man forsøger at stave til "sociopolitiske strømninger i det kildevæld af kulturelle drivkræfter, som er vor fælles fortid og som nu, med denne udstilling, bliver en guide til vor fælles fremtid i en stadigt omskiftelig verden" - bagfra).

Husk på, at alting er kompliceret. Frygtelig kompliceret. Vi kan ikke vide nogen ting med sikkerhed, og det er i det hele taget også svært.
Hvis du overlever de mange åbningstaler, er resten mere ligetil. Sørg for at se støvet og neurotisk ud. Drik tilpas meget gratis vin til at du kan smile nervøst af folk med dine blå tænder. Snig dig ind på fremmede, og kig på genstandene og skiltene mens du ryster vemodigt på hovedet og sukker: "det var også synd... ak ja."
Denne taktik vil virke, ligemeget hvad emnet for udstillingen er. Ihvertfald i Irland.

Hvis du gerne vil fremstå som virkelig dedikeret, så sørg for at være blandt de sidste besøgende, der samles omkring de halvtomme canapéfade efter svagere sjæle er gået hjem. Puds næse i en fedtet serviet, og afslut med at sige, at hele oplevelsen jo også leder tankerne hen på, hvad irskhed (eller danskhed, for den sags skyld) egentlig betyder i denne foranderlige verden. Ak ja.

Hermed ønsker Hornprydelsen sine mere eventyrlystne læsere al mulighed held og lykke i deres udforskning af museumsverdenens mere hemmelighedsfulde ritualer og traditioner. Det er denne skribents faste overbevisning, at følger man de ovennævnte regler, vil man som en snedig kamæleon kunne færdes blandt disse sjældne og sky væsner - og dermed finde den hemmelige og glemte port til Det Uvirkelige Liv.

Hornprydelsen understreger endnu engang, at den ikke påtager sig nogen form for juridisk ansvar for skavanker som følge af deltagelse i ovennævnte begivenher (skavanker forstås her som mentale, fysiske og ektoplasmiske lidelser, heriblandt tømmermænd, udslæt, hjernenedsmeltninger, halsbrand efter indtagelse af de der canapéer med revet peberrod på, mental oppustethed, myoser, ømme fødder, ørepine, forgabte gipseksperter og alt derimellem).

Hjemsøgelser

Horror erupts!

Mange går rundt i den lykkelige tro, at Irland er dette her hyggelige sted med harmonikamusik og dansende nisser på hvert gadehjørne - men næ nej...

Min utrættelige søgen efter svar på fortidens mysterier fortsætter, og i den forbindelse har jeg flyttet min arkæologiske virksomhed ned i magasinet, som befinder sig i kælderen. Der har jeg mit eget lille skrivebord midt mellem alle de mange, mange artefakter, komplet med et kasse lilla gummihandsker (min chef lider af humoritis) og et gigantisk forstørrelsesglas med indbygget lommelygtefunktion. Hvad mere kan en arkæolog ønske sig? (En Slotsøl måske, men lad nu det ligge).

Alt åndede fred og idyl de første par dage i magasinet - lidt for meget fred og idyl. Jeg burde have tænkt over, hvorfor min skraldespand aldrig bliver tømt. Jeg burde også have bidt mærke i, at mit indbyggede Mulm-o-Meter registrerede en mulm-faktor på 10. Og jeg burde helt sikkert have taget hele situationen op til grundig overvejelse, da det kom for dagen at kælderen er kendt som The Dungeon blandt samtlige ansatte.
Men den overvældende lykkefølelse over at være i selskab med så mange artefakter har sløvet min årvågenhed.

Stor var min gru, da jeg lod mig oplyse om tingenes sande tilstand. Det er almindelig kendt på hele museet, at The Dungeon er hjemsøgt. Rengøringspersonalet og vagterne nægter alle til hobe at sætte deres ben dernede - og forskerne vover sig kun derned i alleryderste nødstilfælde, helst to og to.

Efter at have erhvervet denne nye og hårrejsende indsigt sneg jeg mig tilbage til magasinet, nu mere agtpågivende end nogensinde før. Faktisk måske en anelse for agtpågivende - ikke så snart havde jeg sat mig til rette ved mit skrivebord, før jeg anede skummel tilstedeværelse... lyden af odiøst skjoskende fødder rungede mellem de underjordiske mure... en uforståelig mumlen... hårene på min nakke rejste sig.
Jeg var parat til at redde hvad der reddes kunne af scone-rester og artefakter og flygte, da en uventet TOTAL FORSKER POWER opfyldte mig med retfærdig harme! Gustne ånder skulle ikke stå mellem mig og mine artefakter! Jeg rejste mig, og sneg mig hen mod den nærmeste reol, for derfra at tage bestik af situationen.
I halvmørket mellem de høje reoler syntes jeg at ane en bleg, lodden skikkelse, der flakkede hid og did i hvad der kun kunne være udød fortvivlelse!
Opfyldt af rædsel trak jeg hovedet til mig. Jeg kunne allerede mærke ektoplasmaen sive ned langs reoler og hylder.
Jeg forsøgte desperat at udtænke mit næste træk, da en rungende røst råbte: "HULLO! How'ya! Why've ye not turrrrned on th'bleeding lights in'eere?!"
Mit blod frøs til is!
Jeg vendte mig stift, og så direkte ind i vores konservators store, lodne hoved (han nægter af arkæologiske årsager at klippe hår eller skæg).
"Pip," kvækkede jeg som svar.
Konservatoren trak på skuldrene og sjoskede videre, med sin hvide kittel bølgende efter sig.

Jeg vaklede tilbage til mit skrivebord. En vandtæt plan måtte udklækkes i al hast, hvis mine stakkels nerver skulle holde til ret meget mere end fem minutters yderligere gru. Og det var der, i den dunkleste stund til dato, at erkendelsen ramte mig - med tåbelighed skal tåbelighed fordrives!

Selvsamme aften hastede jeg hjem, og downloadede mit nyeste våben - uendelige ABBA-sange. Ræsonnementet er som følger: intet spøgelse med respekt for sig selv vil hjemsøge nogen, der sidder og hører ABBA-sange for fuld udblæsning. Og selv hvis der findes en skummel ånd, der ville synke så dybt, ville det ikke kunne lade sig gøre at overbevise nogen om at være bange til lyden af SUPER-TROUPER, LIGHTS ARE GONNA FIND MEEEEE, DANCIN' HAVIN' FÅÅÅÅÅN! Mulm-faktor 10 eller ej.

Udfra et videnskabeligt synspunkt kunne det naturligvis være interessant at finde ud af, hvorvidt det er en hovedløs pedel, en vranten arkæolog eller en praktikant, nogen glemte dernede, som hjemsøger The Dungeon. Men det er interessant på samme måde som pesten er interessant - man har ikke lyst til at tilfredsstille sin nysgerrighed via nærkontakt af tredje grad. Kald med kedelig.
Jeg overvejer at montere en gigantisk discokulge over mit skrivebord, blot for at sende et klart signal til alle ektoplasmiske entiteter, men konservatoren ville nok få et slagtilfælde hvis han så sådan en. Jeg skal holde mine trofaste læsere informeret om sagens videre gang. Donationer i form af flere ABBA-sange til min iPod er velkomne.

Eksperimentel Arkæologi

Fact: eksperimentel arkæologi går ud på at afprøve vor viden om fortidens teknologi og levevilkår ved at genskabe værktøjer, omstændigheder og arbejdsmetoder så nøjagtigt som muligt, for dermed at undersøge hvorvidt arkæologiske genstande kan reproduceres idag - og dermed om vor viden om deres produktion er nøjagtig. Eksperimenterende arkæologer kan ses overalt i det danske sommerland, hvor de sidder i marker og enge med knæene oppe om ørerne og genskaber autentiske magrede lerkar, flinteøkser og oldtidshytteost. Den typiske eksperimenterende arkæolog er nem at genkende på hans lerplettede fingre og hans forvirrede mumlen om kalkmaleriernes kildeværdi. Andre eksperimenterende arkæologer er sværere at identificere. Disse mere subtile væsner blander sig næsten perfekt med resten af samfundet. Din nabo kunne være en af dem. Lugter han nogensinde af oldtidshytteost? Det tænkte jeg nok.

Adskillige af mine trofaste læsere har i den seneste tid spurgt mig, hvordan det egentlig går med mig her i The Shire, når jeg ikke er på Gral-quest.

Til alle jer nysgerrige sjæle kan jeg hermed oplyse, at jeg netop i disse dage har iværksat mit eget videnskabelige eksperiment, som går ud på følgende: at påvise, ved hjælp af nøje gennemtænkte eksperimenter og en tilnærmelsesvis rekonstruktion af fordums omstændigheder, hvorvidt vor viden om sumpfod under Første Verdenskrig er nøjagtig.

Sumpfod var et stort problem for de stakkels soldater på den mudrede Vestfront, og går i al sin enkelhed ud på, at snævert indpakkede fødder, hvis de bliver udsat for tilstrækkeligt sumpede tilstande over en længere periode, vil begynde at mugne og gå i opløsning. Sumpfod kan, i modsætning til frostbid, opstå i temperaturer op til 16 grader Celsius.

Min problemformulering er følgende: hvor hurtigt vil sumpfod opstå i mine fødder?

Mit metodevalg er følgende: stramme, brune glitterkondisko, som er lufttætte fordi de er lavet af PVC, lange arbejdsdage og endnu længere vandreture for at komme frem og tilbage - og Dommedagsregn. Masser af Dommedagsregn!

Selvom min genskabning af omstændighederne på Vestfronten ikke er helt nøjagtig (her er en lykkelig mangel på giftgas, granater, syngende tyskere og pigtråd) er kulden og regnen ikke helt ved siden af. Jeg kan allerede nu melde, at der breder sig en ugudelig hørm fra førnævnte brune glittersko.

De trofaste læsere kan regne med snarlige opdateringer som mit videnskabelige arkæologi-forsøg skrider frem. Hvis nogen ved, hvor man kan søge legater for denne form for videnskabelig selvopfordring extraordinaire, så send venligst oplysninger til: Våd Forfrossen Arkæolog, Fjerde vandpyt fra venstre, Kildare Street, Dublin 1.

Gralhistorier, Part Two

Som den trofaste læser vil have erfaret fra forrige konspirationsFAKTAindlæg, huser Irlands Nationalmuseum på intet mindre end Gralen (hvad end Den så er).

I troede vel ikke, det sluttede her?

Næ nej!

Nye foruroligende begivenheder har tvunget mig til at intensivere min Gralefterforskning. Et stenkast fra The National Museum of Archaeology ligger The National Museum of Natural History, i folkemunde kendt som The Dead Zoo. Dette museum udmærker sig ved at huse en samling på 10.000 døde dyr.

Stor var min gru, da jeg den anden uge erfarede, at en enorm granittrappe i The Dead Zoo var styrtet sammen under vægten af elleve sagesløse skolelærere! Dagen efter blev alle trapperne på Nationalmuseet lukket for offentligheden grundet mulig nedstyrtningsfare.

Som den kultiverede læser vil erindre, er det i denne slags situationer bedst at ty til enhver Gralforskers hemmelige kilde til visdom, Indiana Jones and the Quest for the Holy Grail. Vi kan allesammen huske, hvad der skete, da den onde nazistdame tog Gralen med forbi Det Hemmelige og Mystiske Segl, ikke sandt? Hele herligheden braste sammen!

Altså har jeg indtil videre konkluderet følgende:

1) Nogen har forsøgt at smugle Gralen forbi Det Hemmelige og Mystiske Segl på Nationalmuseet - det er enten informationsskranken eller stativet med humoristiske postkort, jeg er ikke sikker endnu. Som et resultat er sammenbrasningsfaren overhængende, og undertegnede ville ønske, hendes kontor lå i stuen. Eller måske i en anden bygning.

2) Nogen har fundet og bortført et bibelsk relikvie af næsten tilsvarende vigtighed fra The Dead Zoo. Hvorvidt det er den mummificerede ur-aardvark fra Noahs Ark, Helliganden eller det æsel, Jesus red på ind i Jerusalem, vides heller ikke endnu.

3) Ovenstående kan kun betyde én ting: en dyster konspiration truer Nationalmuseet, og gerningsmændene lurer lige om hjørnet. Den agtværdige læser kan roligt regne med, at jeg er utrættelig i min søgen efter misdæderen. Jeg har endnu ikke set en meget bleg skikkelse i munkekutte blandt de bissende horder af turister - men det ville også være for nemt. Vi har her at gøre med folk, der ikke er bange for at lægge sig ud med Gralens enorme kræfter. Inden længe vil kaffeautomaten i kælderen flyde med blod, de døde (eller ihvertfald vikingeskelettet oldtidsudstillingen, ham hvis' fødder vi vistnok kom til at samle forkert) vil rejse sig (forsøgsvist), og alle vores potteplanter vil visne! Rædsel!

Det lader til, at museumsvagterne har allieret sig med mørkets kræfter. Jeg blev bekræftet i disse ængstelige anelser, da indtil flere af dem pludselig begyndte at snakke om tempelriddere udenfor enhver tænkelig sammenhæng - et sikkert tegn på vanvid og stor Gralentusiasme. En af disse personager oplyste mig sidste torsdag om, at fredag den 13. betyder uheld, fordi det var på denne dag, Paven og Filip den Smukke af Frankrig iværksatte deres tempelridder-Endlösung. En anden vagt informerede mig om, at jeg hvis jeg tog kaffe med ned i magasinet - ville tempelridderne komme efter mig...

Det formodes, at førnævnte vagter samt alle andre Gralentusiaster er blevet yderligere opildnet af den Leonardo da Vinci-udstilling, der i disse dage huses i Chester Beatty-bibliotekt. This is where they congregate... For som vi allesammen ved, var Leonardo et homoseksuelt rumvæsen fra fremtiden, der udover at designe helikoptere, som ikke kunne flyve, lagde kimen til uendelige Gral-hjernenedsmeltninger.

Jeg afventer tingenes videre udvikling med lige dele spænding og rædsel. Hvem er de skumle gerningsmænd? Vil det lykkes for mig at finde og gemme Gralen før de bortfører den forbi Det Hemmelige og Mystiske Segl, og dermed forårsager museets totale nedstyrtning? Kommer der virkelig tempelriddere efter mig, såfremt jeg tager kaffe med ned i magasinet? Alt dette har jeg forhåbentlig svar på til min loyale læserskare inden længe. Hvis I ikke hører fra mig - ved I hvorfor...

The Rapture

På det seneste har jeg brokket mig en del over det forfærdelige vejr - det regner i stride strømme, og har gjort det næsten uafbrudt i to uger. Lugten af italienske teenageturisters regntøj breder sig i museet, mine brune glitterkondisko er sprunget læk og det er en daglig kamp at undgå at få prikket et øje ud af en af de vildfarne morgendesperadoer med deres gigantiske Guinness-paraplyer.

I sig selv er en lille smule regnvejr jo ikke ligefrem en trussel mod ens videre eksistens, men her er ikke tale om en lille smule regnvejr. Regnvejr som dette kan ikke være andet end et Tegn på Jordens Undergang. Det er bare så typisk! Her har jeg endelig langt om længe fået en praktikplads på museet, og så viser Jorden Tegn på at ville Gå Under. Jeg må i al hast arrangere en Ninas Ark!

Før jeg gør det, vil jeg dog pointere et andet klassisk tegn på kommende undergang - the Rapture. Alle jer, der i ny og næ ynder at spilde et par hjerneceller ved at se bibeltema-aften på National Geographic, vil vide hvad jeg taler om. Det er som følger: inden Dommedag indtræffer, vil Vorherre vælge at transmogriffe alle sine frommeste tilbedere op til himmerig, så de slipper for at blive kogt i lava, smadret af Apokalypsens Fire Ryttere og andre ubehageligheder. Således vil alle sande troende blive beamet op til Gud via en specielt designet RaptureBeam3000, og dermed forsvinde fra jordens overflade. Det er sandt nok, man kan købe bumper-stickers og alt muligt (men kun i USA).

Således hændte det her den anden morgen, at jeg mødte på museet (gennemblødt af Dommedagsregnen) og opdager, at alle de fromme amerikanske interns var forsvundet fra jordens overflade. Deres jakker hang der, deres Harry Potter-penalhuse lå fremme, men de var væk. Helt. Væk.
Heather, min mindre fromme amerikanske med-intern, udpegede straks den mulige årsag - The Rapture.

Kære læsere, vær på vagt! Tænk over dette næste gang i går ind i et helt tomt lokale. Tænk over det når I befinder jer i en tom bus, og når ingen er online når I er i humør til at chatte. Og lad være med at stå for tæt op af fromme mennesker i disse dage. RaptureBeam3000 kan godt svide.