Efter en lang vinterferie byder Hornprydelsen atter sig selv velkommen tilbage - nu med nye og udvidede Erfaringer fra det Uvirkelige Liv.
Ja, kære læsere - det er sandt - Hornprydelsen har været på feltarbejde blandt museumsfolket, og bringer her sine seneste observationer i form af Hornprydelsens Guide til Udstillingsåbner! Det er denne skribents inderlige håb, at disse tommelfingerregler kan guide enhver eventyrlysten sjæl og hjælpe dem med at undgå de mest typiske faldgruber i museumsverdenens jungle.
Udstillingsåbninger og anden museumsrelateret festivitas ses i forskellige afskygninger, og det er vigtigt for den besøgende at kunne skelne, for dermed at kunne koordinere sin indsats på passende vis og undgå evig stigmatisering.
1. Arkæologiske udstillingsåbninger. Kom iført sokker og sandaler (dog ikke kun sokker og sandaler, medmindre du kan overbevise den fremmødte skare om at du er eksperimentel arkæolog og at du får EU-støtte til at møde frem nøgen, ligesom... østgoterne?). Dette kan ikke understreges tilstrækkeligt. Medbring derudover en pibe, som du kan pege på folk med. Gå nu rundt blandt de andre besøgende med en fugtig serviet med et lille stykke laks på, og se ud som om enden er nær, mens du udstøder små lidende suk (nybegyndere - det kan være en idé at øve sig foran spejlet inden du tager hjemmefra).
Ønsker man virkelig at imponere folk og fremstå som særligt vigtig, kan man stille sig midt i den perambulerende mængde af besøgende og lade som om man er død, men på mystisk vis stadig kan forblive stående.
Lad være med at grine. Lad især være med at grine af åbningstalen. Også selvom der bliver sagt ting som: "i sidste ende, mine venner, er vi jo alle blot grene på den store irske stamme..." eller "man røres til tårer når man ser denne fantastiske, unikke samling af vikingespande samlet her idag.. det har taget 48 år, men nu er ringen sluttet..."
Lad være med at drikke dig fuld i den gratis vin og dernæst falde i søvn inde i den rekonstruerede gravhøj. Det eneste du opnår ved det er at skræmme og forvirre rengøringspersonalet.
Understreg istedet din store vigtighed ved at snige dig ind på små grupper af mennesker, der diskuterer noget arkæologisk, og stir på dem, mens du ser vidende ud, men ikke kommenterer. Se uimponeret ud og lad som om du kender alle. Gå dernæst tilbage til at spille død. Dette vil imponere de fleste andre deltagere. Til slut skal det nævnes at kun sande ascenderede arkæologimestre magter den ældgamle kunst at forsvinde i en slags udød (pibe)røgsky. Nubegyndere bør ikke gøre forsøget, af årsager som burde være åbenlyse for enhver.
2. Kunstgalleriudstillingsåbner. Ja, det er et rigtigt ord. Det må det jo nødvendigvis være, når det er at finde på Hornprydelsen, ikke sandt?
Denne slags begivenheder kræver en ganske anden strategi fra den velforberedte besøgende. Kom iført et usandsynligt kostume. Gerne noget, der kan flagre lidt når du går, eller noget der får dig til at ligne en overfølsom fransk mimer.
Øv dig i at spise canapéer, som er stablet til ubegribelige og faldefærdige højder, uden at få reje i øjet. Vims nu rundt blandt de andre besøgende og se intens ud (clue: se ud som om du kun med nød og næppe undertrykker et hysterisk anfald).
Overvæld folk med dine store armbevægelser, eller spring frem foran dem og erklær at du får mindelser til (indsæt kunstner her) når du beskuer disse værker. Det kan for eksempel være Lolita Lempicka eller ham der tyskeren der udstopper folk, som man i skrivende stund ikke kan huske hvad hedder. Kun fantasien sætter grænser. Brug ordet "postmoderne" ofte, og hvis du er i tvivl, så sig at du føler det moderne menneskes fremmedgørelse i en globaliseret verden. Pludselig, vanvittig kaglen er anbefalet.
Husk at sørge for at du peger i retning af de egentlige kunstværker, når du kommer med din uudgrundelige mening. Det kræver nogle gange øvelse at se forskel på værkerne og skiltet med åbningstider eller andre besøgende, som står helt stille.
Sørg dernæst for ikke at blive lagt an på af afdankede gipseksperter eller forkølede kunstnere udi filt og vat.
Lad være med at fylde dine lommer med de resterende canapéer når du forlader stedet, og lad være med at mumle noget med at din sidste bus jo også går om lidt. Se istedet særligt intens (se ovenfor) ud og bekendtgør, at du simpelthen må hjem og lave din personlige yogarutine nu, ellers er du simpelthen bare så ude af balance i morgen.
3. Kulturhistoriske udstillingsåbninger. ADVARSEL: det frarådes på det kraftigste folk med nervøse lidelser eller tendens til besvimelse under udsættelse af overdrevne mængder bavl at fremmøde til denne slags begivenheder. Hornprydelsen påtager sig intet ansvar for deraf følgende mentale eller fysiske kvababbelser.
Den besøgende bør først og fremmest øve sig i at stå oprejst i henimod to timer uden at gå i gulvet. Dette bliver nyttigt, når åbningstalerne begynder, for dem er der normalt 7-9 af. Dernæst bør den besøgende øve sig i at se dyb ud (clue: dette kan opnås ved at stirre på et bestemt punkt langt borte, mens man forsøger at stave til "sociopolitiske strømninger i det kildevæld af kulturelle drivkræfter, som er vor fælles fortid og som nu, med denne udstilling, bliver en guide til vor fælles fremtid i en stadigt omskiftelig verden" - bagfra).
Husk på, at alting er kompliceret. Frygtelig kompliceret. Vi kan ikke vide nogen ting med sikkerhed, og det er i det hele taget også svært.
Hvis du overlever de mange åbningstaler, er resten mere ligetil. Sørg for at se støvet og neurotisk ud. Drik tilpas meget gratis vin til at du kan smile nervøst af folk med dine blå tænder. Snig dig ind på fremmede, og kig på genstandene og skiltene mens du ryster vemodigt på hovedet og sukker: "det var også synd... ak ja."
Denne taktik vil virke, ligemeget hvad emnet for udstillingen er. Ihvertfald i Irland.
Hvis du gerne vil fremstå som virkelig dedikeret, så sørg for at være blandt de sidste besøgende, der samles omkring de halvtomme canapéfade efter svagere sjæle er gået hjem. Puds næse i en fedtet serviet, og afslut med at sige, at hele oplevelsen jo også leder tankerne hen på, hvad irskhed (eller danskhed, for den sags skyld) egentlig betyder i denne foranderlige verden. Ak ja.
Hermed ønsker Hornprydelsen sine mere eventyrlystne læsere al mulighed held og lykke i deres udforskning af museumsverdenens mere hemmelighedsfulde ritualer og traditioner. Det er denne skribents faste overbevisning, at følger man de ovennævnte regler, vil man som en snedig kamæleon kunne færdes blandt disse sjældne og sky væsner - og dermed finde den hemmelige og glemte port til Det Uvirkelige Liv.
Hornprydelsen understreger endnu engang, at den ikke påtager sig nogen form for juridisk ansvar for skavanker som følge af deltagelse i ovennævnte begivenher (skavanker forstås her som mentale, fysiske og ektoplasmiske lidelser, heriblandt tømmermænd, udslæt, hjernenedsmeltninger, halsbrand efter indtagelse af de der canapéer med revet peberrod på, mental oppustethed, myoser, ømme fødder, ørepine, forgabte gipseksperter og alt derimellem).
Ja, kære læsere - det er sandt - Hornprydelsen har været på feltarbejde blandt museumsfolket, og bringer her sine seneste observationer i form af Hornprydelsens Guide til Udstillingsåbner! Det er denne skribents inderlige håb, at disse tommelfingerregler kan guide enhver eventyrlysten sjæl og hjælpe dem med at undgå de mest typiske faldgruber i museumsverdenens jungle.
Udstillingsåbninger og anden museumsrelateret festivitas ses i forskellige afskygninger, og det er vigtigt for den besøgende at kunne skelne, for dermed at kunne koordinere sin indsats på passende vis og undgå evig stigmatisering.
1. Arkæologiske udstillingsåbninger. Kom iført sokker og sandaler (dog ikke kun sokker og sandaler, medmindre du kan overbevise den fremmødte skare om at du er eksperimentel arkæolog og at du får EU-støtte til at møde frem nøgen, ligesom... østgoterne?). Dette kan ikke understreges tilstrækkeligt. Medbring derudover en pibe, som du kan pege på folk med. Gå nu rundt blandt de andre besøgende med en fugtig serviet med et lille stykke laks på, og se ud som om enden er nær, mens du udstøder små lidende suk (nybegyndere - det kan være en idé at øve sig foran spejlet inden du tager hjemmefra).
Ønsker man virkelig at imponere folk og fremstå som særligt vigtig, kan man stille sig midt i den perambulerende mængde af besøgende og lade som om man er død, men på mystisk vis stadig kan forblive stående.
Lad være med at grine. Lad især være med at grine af åbningstalen. Også selvom der bliver sagt ting som: "i sidste ende, mine venner, er vi jo alle blot grene på den store irske stamme..." eller "man røres til tårer når man ser denne fantastiske, unikke samling af vikingespande samlet her idag.. det har taget 48 år, men nu er ringen sluttet..."
Lad være med at drikke dig fuld i den gratis vin og dernæst falde i søvn inde i den rekonstruerede gravhøj. Det eneste du opnår ved det er at skræmme og forvirre rengøringspersonalet.
Understreg istedet din store vigtighed ved at snige dig ind på små grupper af mennesker, der diskuterer noget arkæologisk, og stir på dem, mens du ser vidende ud, men ikke kommenterer. Se uimponeret ud og lad som om du kender alle. Gå dernæst tilbage til at spille død. Dette vil imponere de fleste andre deltagere. Til slut skal det nævnes at kun sande ascenderede arkæologimestre magter den ældgamle kunst at forsvinde i en slags udød (pibe)røgsky. Nubegyndere bør ikke gøre forsøget, af årsager som burde være åbenlyse for enhver.
2. Kunstgalleriudstillingsåbner. Ja, det er et rigtigt ord. Det må det jo nødvendigvis være, når det er at finde på Hornprydelsen, ikke sandt?
Denne slags begivenheder kræver en ganske anden strategi fra den velforberedte besøgende. Kom iført et usandsynligt kostume. Gerne noget, der kan flagre lidt når du går, eller noget der får dig til at ligne en overfølsom fransk mimer.
Øv dig i at spise canapéer, som er stablet til ubegribelige og faldefærdige højder, uden at få reje i øjet. Vims nu rundt blandt de andre besøgende og se intens ud (clue: se ud som om du kun med nød og næppe undertrykker et hysterisk anfald).
Overvæld folk med dine store armbevægelser, eller spring frem foran dem og erklær at du får mindelser til (indsæt kunstner her) når du beskuer disse værker. Det kan for eksempel være Lolita Lempicka eller ham der tyskeren der udstopper folk, som man i skrivende stund ikke kan huske hvad hedder. Kun fantasien sætter grænser. Brug ordet "postmoderne" ofte, og hvis du er i tvivl, så sig at du føler det moderne menneskes fremmedgørelse i en globaliseret verden. Pludselig, vanvittig kaglen er anbefalet.
Husk at sørge for at du peger i retning af de egentlige kunstværker, når du kommer med din uudgrundelige mening. Det kræver nogle gange øvelse at se forskel på værkerne og skiltet med åbningstider eller andre besøgende, som står helt stille.
Sørg dernæst for ikke at blive lagt an på af afdankede gipseksperter eller forkølede kunstnere udi filt og vat.
Lad være med at fylde dine lommer med de resterende canapéer når du forlader stedet, og lad være med at mumle noget med at din sidste bus jo også går om lidt. Se istedet særligt intens (se ovenfor) ud og bekendtgør, at du simpelthen må hjem og lave din personlige yogarutine nu, ellers er du simpelthen bare så ude af balance i morgen.
3. Kulturhistoriske udstillingsåbninger. ADVARSEL: det frarådes på det kraftigste folk med nervøse lidelser eller tendens til besvimelse under udsættelse af overdrevne mængder bavl at fremmøde til denne slags begivenheder. Hornprydelsen påtager sig intet ansvar for deraf følgende mentale eller fysiske kvababbelser.
Den besøgende bør først og fremmest øve sig i at stå oprejst i henimod to timer uden at gå i gulvet. Dette bliver nyttigt, når åbningstalerne begynder, for dem er der normalt 7-9 af. Dernæst bør den besøgende øve sig i at se dyb ud (clue: dette kan opnås ved at stirre på et bestemt punkt langt borte, mens man forsøger at stave til "sociopolitiske strømninger i det kildevæld af kulturelle drivkræfter, som er vor fælles fortid og som nu, med denne udstilling, bliver en guide til vor fælles fremtid i en stadigt omskiftelig verden" - bagfra).
Husk på, at alting er kompliceret. Frygtelig kompliceret. Vi kan ikke vide nogen ting med sikkerhed, og det er i det hele taget også svært.
Hvis du overlever de mange åbningstaler, er resten mere ligetil. Sørg for at se støvet og neurotisk ud. Drik tilpas meget gratis vin til at du kan smile nervøst af folk med dine blå tænder. Snig dig ind på fremmede, og kig på genstandene og skiltene mens du ryster vemodigt på hovedet og sukker: "det var også synd... ak ja."
Denne taktik vil virke, ligemeget hvad emnet for udstillingen er. Ihvertfald i Irland.
Hvis du gerne vil fremstå som virkelig dedikeret, så sørg for at være blandt de sidste besøgende, der samles omkring de halvtomme canapéfade efter svagere sjæle er gået hjem. Puds næse i en fedtet serviet, og afslut med at sige, at hele oplevelsen jo også leder tankerne hen på, hvad irskhed (eller danskhed, for den sags skyld) egentlig betyder i denne foranderlige verden. Ak ja.
Hermed ønsker Hornprydelsen sine mere eventyrlystne læsere al mulighed held og lykke i deres udforskning af museumsverdenens mere hemmelighedsfulde ritualer og traditioner. Det er denne skribents faste overbevisning, at følger man de ovennævnte regler, vil man som en snedig kamæleon kunne færdes blandt disse sjældne og sky væsner - og dermed finde den hemmelige og glemte port til Det Uvirkelige Liv.
Hornprydelsen understreger endnu engang, at den ikke påtager sig nogen form for juridisk ansvar for skavanker som følge af deltagelse i ovennævnte begivenher (skavanker forstås her som mentale, fysiske og ektoplasmiske lidelser, heriblandt tømmermænd, udslæt, hjernenedsmeltninger, halsbrand efter indtagelse af de der canapéer med revet peberrod på, mental oppustethed, myoser, ømme fødder, ørepine, forgabte gipseksperter og alt derimellem).
1 kommentar:
Til kunstudstillingerne kan man også overveje den evigt-unge taktik, frown, stepback, wrinkle and sigh.
Frown: Start med at tage opstilling foran værket (her er rådet om at sikre sig at det rent faktisk ER værket, og ikke bare en tilfældig genstand, meget værdifuldt, det kan være svært). Se tilpas alvorsfuld ud, meget gerne med et lidt surmulende ansigtsudtryk.
Stepback: Tag et skridt tilbage, for "ligesom at tage hele værket ind".
Wrinkle: Rynk brynene. Se koncentreret og måske lidt mopset ud.
Sigh: Efter en passende tid, suk. Ikke et dybt, "verden-er-ond"-agitgt suk, bare et stille, men dog hørbart, udefinerbart suk. Gå videre til næste værk.
Denne strategi er afprøvet af undertegnede, og virker i alle de lande, den er afprøvet i.
Send en kommentar