Som vore trofaste læsere vil vide, har Hornprydelsens redaktion ikke redigeret spor siden januar, lige før den pludselige og uventede snestorm, der i øvrigt skabte kaos og panik overalt ved at begrave den grønne ø i helt op til tre centimeter sne. (Der meldtes om sjaskglatte veje omkring Tullamore, og et æsel i Killmagranny blev traumatiseret). Vore kære læsere mistænker muligvis undertegnede for ren og skær journalistisk dovenskab, men årsagen er langt mere mystisk og fordækt. Det er sandt, kære læsere, Hornprydelsen har været undercover hele sommeren i et optimeret og toptunet forsøg på at nå nærmere den sande kerne i den irske kulturarv. Efter at have dannet sig et dybdegående indtryk af lokale skikke - heriblandt spændingen ved det lokale griseræs på John's Street (Fat Herbert Trotter III vandt) og den endnu større spænding ved det intergalaktiske mesterskab i hurling (Kilkennys hold vandt, og kan som bevis fremvise flest intakte fortænder per capita) besluttede undertegnede korrespondent at bevæge sig ind i den forunderlige verden af Irlands litterære kulturarv.
Flere af vore ærværdige læsere er sandsynligvis bekendt med den berømmelige James Joyce, en af de mest indflydelsesrige irske forfattere i det tyvende århundrede. Hans mest berømte litterære mesterværker, Ulysses (1922) og Finnegan’s Wake (1939), falder ind under den litterære kategori ”jeg lader som om jeg har læst og fattet den for at imponere mine venner”, samt ”sikke en dejlig tung bog, den udstråler en vis gravitas og kan fikst bruges som papirvægt”. Her følger et kort citat fra Finnegan’s Wake, s. 628.
Og har vi ikke alle sammen haft den følelse på et tidspunkt? Hornprydelsens stavekontrol strejker i frustration over James Joyces litterære geni, men frygt ej, trofaste læsere. Måneders intensive studier har åbenbaret svaret på jeres bønner. Ønsker man at imponere medlemmerne i sin lokale bogklub? Eller ligefrem at holde hof i café Ris Ras’ kælder, omgivet af den intellektuelle brunismes elite - komplet med eksistentialistisk stønnen og tåger fra en vandpibe? Læs blot videre, og forbered jer på jeres egen commodius vicus of recirculation!
Hornprydelsens Guide til at Imponere Andre med James Joyce:
Først og fremmest må den litterære aspirant lære at hækle, eller tage på opdagelsesrejse i en Frelsens Hær butik. Det er nemlig af altafgørende vigtighed at påføre sig den helt rette type hovedbeklædning – tænk formløs, tænk brun. En hat, der i alt sit væsen udtrykker ”jeg er sådan set rimelig ligeglad med dig og dine fårede venner med jeres forstadsagtige frisurer og jeres spøjse små japanske biler. Jeg er en intellektuel hat. En tænkehat. Du kan få lov at sole dig i min pragt en stund, men lige om lidt kan det godt være jeg går min vej med blot et opgivende lille grynt som farvel.” James Joyce ejede selv en mindre samling hatte af denne ædle karat. Ifør dig en sådan hat, lad den slaske koket ned over venstre øre og kanalisér dens ånd.
Således forstærket i selvsikkerhed må den nyudklækkede litterære diva gøre sig umage for at finde et ordentligt sted at fremvise sine overlegne James Joyce-evner. Hornprydelsen anbefaler tågede kælderlokaler i den type caféer, der gør sig rigtig meget umage for at se ud som om de slet ikke har gjort sig umage. Vær på udkig efter mugne sofaer der ikke passer sammen, reproduktioner af absintreklamer fra første halvdel af forrige århundrede, folk der lader som om de drikker absint eller godt kunne finde på at gøre det lige om lidt, samt naturligvis vandpiber. Masser af vandpiber. Disse ting bør tjene som James Joyce divaens fyrtårn.
Når en passende lokalitet er fundet, bør den litterære guruaspirant – naturligvis medbringende James Joyces samlede værker – skride derind med en uudgrundelig mine; en mine, der i al sin enkelhed udtrykker: ”ak, jeg kan vel opbevare mit fysiske legeme her indtil muserne kommer og samler mig op i deres arme og bringer mig til det litterære Valhalla.” Den mere erfarne James Joyce guru bør gøre sin entré med en mine, der i stedet udtrykker: ” Three quarks for Muster Mark!” (Finnegan’s Wake, s. 383). Eller måske: “O Jamesy let me up out of this!” (Ulysses, s. 251). Den slags litterære grimasser kræver dog års erfaring, og bør ikke forsøges af novicer, da det kan føre til permanent lammelse af overlæben samt nervøse spasmer over venstre øjenbryn.
Guruaspiranten bør nu placere sig i et forladt hjørne, helst i en stol eller sofa med en vis aura af nobel mølædthed, og helst et synligt sted. Tag nu hele din stak af James Joyce værker frem, samt en slidt notesbog med mange kaffe- og absintpletter på. (NB: novicer kan have gavn af at starte med at medbringe et udvalg af James Joyces værker, snarere end dem alle på én gang, da det kan føre til en tur på skadestuen for den uerfarne at slæbe rundt på trekvart ton magnum opus).
Nu er det på tide for aspiranten at begynde at tiltrække den påkrævede skare af beundrere. Hvis aspiranten har placeret sit fysiske legeme i en mølædt sofa, bør han eller hun slænge sig bagud og let til højre. Kropsholdningen bør udstråle en personlighed, der gennem de sidste femten år langsomt er smeltet gennem overdreven nærhed til den litterære ånds hede ild. En åben bukselynlås eller en plet på kraven kan understrege denne enigmatiske aura. Åben nu en udvalgt James Joyce bog, og begynd at lade som om du læser i den. Dette bør i sig selv være nok til at tiltrække mindst fire beundrere, men hvis det slår fejl og publikum er af en ringe karat den dag, kan det hjælpe at komme med små udbrud, mens der læses. Et overrasket ”hmmmmmmmm…” eller ”uuh…” med tilhørende trutmund og/eller et højlydt og inspireret litterært snøft virker ofte mirakuløst godt. (NB: det er afgørende for aspiranten at lære at udtrykke et ”…” for enden af ethvert udbrud).
Aspiranten har forhåbentligt nu tiltrukket sig en passende skare af nysgerrige uindviede sjæle. Begynd med en anekdote om dengang dine forældre låste dig inde i et muggent skab i fire dage, fordi du hellere ville snøfte i slidte klassikere end at deltage i din folkeskoles idrætsdag. De gamle grækere havde fat i noget rigtigt med deres ni muser, men udelod desværre den tiende muse, Akouvëe, som hersker over melodrama – aspiranten bør gøre sit ypperligste for at kanalisere denne oversete muse. De unge års tragedie bør kulminere i fortællingen om Den Dag Du Opdagede James Joyce. Et misforstået, ikonoklastisk geni! Din ånds tvilling! Langt forud for sin tid! Se derefter skaren af tilbedere dybt i øjnene, en for en, og bryd ud i en række James Joyce citater, såsom: ”Welcome, O life! I go to encounter for the millionth time the reality of experience and to forge in the smithy of my soul the uncreated conscience of my race” (Portrait of the Artist as a Young Man, s. 460), efterfulgt af: “The snotgreen sea! The scrotumtightening sea!” (Ulysses, s. 986).
Skeptiske eller uforstående medlemmer af den tilbedende horde kan håndteres på forskellige måder. Hvis en af aspirantens tilbedere gør mine til at gabe, bør aspiranten stoppe midt i en sætning for at se vedkommende dybt i øjnene. Og Hornprydelsens redaktion mener virkelig dybt. Hypnotiser nu den formastelige med disse ord: “Phall if you but will, rise you must: and none so soon either shall the pahrce for the nunce come to a setdown secular phoenish… Synes du ikke også det?” (Finnegan’s Wake, s. 413). Hvis det ikke virker, så send den formastelige op til baren for at hente mere æbletobak til din vandpibe. Skeptiske udbrud fra skaren af beundrere bør straks slås ned på – læn dig tilbage i din mølædte sofa, stræk benene og sig i det mest ligegyldige toneleje, ”det tænkte jeg nok du ville sige… men som James altid sagde, countlessness of livestories have netherfallen by this plage, flick as flowflakes, litters from aloft, like a waast wizzard all of whirlworlds. Now are all tombed to the mound, isges to isges, erde from erde…” Hvis dette ikke har den ønskede effekt, kan guruaspiranten de næste femten minutter starte alle sætninger med ”nu må du jo forstå,” eller ”alle og enhver ved jo..” Hornprydelsens redaktion indrømmer at det er et billigt trick, men det virkede for din dansklærer i gymnasiet, så det kommer også til at virke for dig. Hvis det alligevel slår fejl, og skeptikeren fortsætter med sit kætterske mytteri, kan en sidste udvej være at gribe sig til den øverste del af næseryggen og pludselig henfalde i litterær meditation. Hornprydelsen anbefaler dog ikke at den litterære guruaspirant falder i søvn og vågner en halv time senere med savl på den ene side af ansigtet – den slags avancerede manøvrer bør overlades til den litterære veteran.
James Joyce divaer bør ihukomme at det er under deres værdighed at følge med i nuværende litterære frem- eller tilbageskridt, at bogmesser er noget der sker for andre mennesker og finkulturelle påhit såsom Smagsdommerne og Vild Med Dans endnu ikke har infesteret den overlegne litterære planet, man selv kommer fra. Snak af den art fra skaren af tilbedere bør omgående straffes med et stift blik og et ”but all they are all there scraping along to sneeze out a likelihood that will solve and salve life's robulous rebus…” (Finnegan’s Wake, s. 982). Afslut med et verdenstræt støn.
Inden forestillingen afsluttes bør den nye litterære diva hentyde, at man vil befinde sig i denne lokalitet igen næste onsdag, hvor man muligvis vil nedværdige sig til at svare på James Joyce-relaterede spørgsmål hvis man ikke henfalder i ekstase i stedet. (NB: et kritisk punkt på dagsordenen er at sørge for at understrege med al ønskelig tydelighed at man ikke vil redigere pubertetsrelaterede digte eller rette danskopgaver – overhovedet. Indtil flere litterære guruspirer er, ifølge Hornprydelsens pålidelige kilder, blevet opslugt af horder af teenagere med fingerløse handsker og Didl eller ligefrem Twilight notesbøger med digte i. Vær på vagt!)
Hornprydelsen ønsker sine trofaste læsere alt tænkeligt held og lykke med den litterære metamorfose og guru-odysse. Som James sagde: “For that (the rapt one warns) is what papyr is meed of, made of, hides and hints and misses in prints. Till ye finally (though not yet endlike) meet with the acquaintance of Mister Typus, Mistress Tope and all the little typtopies. Filstup.” Så sandt, James. Så sandt...
Whack-fol-lol-deedoh.
