lørdag den 14. juli 2007

Gralhistorier, Part Two

Som den trofaste læser vil have erfaret fra forrige konspirationsFAKTAindlæg, huser Irlands Nationalmuseum på intet mindre end Gralen (hvad end Den så er).
I troede vel ikke, det sluttede her?

Næ nej!

Nye foruroligende begivenheder har tvunget mig til at intensivere min Gralefterforskning. Et stenkast fra The National Museum of Archaeology ligger The National Museum of Natural History, i folkemunde kendt som The Dead Zoo. Dette museum udmærker sig ved at huse en samling på 10.000 døde dyr.

Stor var min gru, da jeg den anden uge erfarede, at en enorm granittrappe i The Dead Zoo var styrtet sammen under vægten af elleve sagesløse skolelærere! Dagen efter blev alle trapperne på Nationalmuseet lukket for offentligheden grundet mulig nedstyrtningsfare.

Som den kultiverede læser vil erindre, er det i denne slags situationer bedst at ty til enhver Gralforskers hemmelige kilde til visdom, Indiana Jones and the Quest for the Holy Grail. Vi kan allesammen huske, hvad der skete, da den onde nazistdame tog Gralen med forbi Det Hemmelige og Mystiske Segl, ikke sandt? Hele herligheden braste sammen!

Altså har jeg indtil videre konkluderet følgende:

1) Nogen har forsøgt at smugle Gralen forbi Det Hemmelige og Mystiske Segl på Nationalmuseet - det er enten informationsskranken eller stativet med humoristiske postkort, jeg er ikke sikker endnu. Som et resultat er sammenbrasningsfaren overhængende, og undertegnede ville ønske, hendes kontor lå i stuen. Eller måske i en anden bygning.

2) Nogen har fundet og bortført et bibelsk relikvie af næsten tilsvarende vigtighed fra The Dead Zoo. Hvorvidt det er den mummificerede ur-aardvark fra Noahs Ark, Helliganden eller det æsel, Jesus red på ind i Jerusalem, vides heller ikke endnu.

3) Ovenstående kan kun betyde én ting: en dyster konspiration truer Nationalmuseet, og gerningsmændene lurer lige om hjørnet. Den agtværdige læser kan roligt regne med, at jeg er utrættelig i min søgen efter misdæderen. Jeg har endnu ikke set en meget bleg skikkelse i munkekutte blandt de bissende horder af turister - men det ville også være for nemt. Vi har her at gøre med folk, der ikke er bange for at lægge sig ud med Gralens enorme kræfter. Inden længe vil kaffeautomaten i kælderen flyde med blod, de døde (eller ihvertfald vikingeskelettet oldtidsudstillingen, ham hvis' fødder vi vistnok kom til at samle forkert) vil rejse sig (forsøgsvist), og alle vores potteplanter vil visne! Rædsel!

Det lader til, at museumsvagterne har allieret sig med mørkets kræfter. Jeg blev bekræftet i disse ængstelige anelser, da indtil flere af dem pludselig begyndte at snakke om tempelriddere udenfor enhver tænkelig sammenhæng - et sikkert tegn på vanvid og stor Gralentusiasme. En af disse personager oplyste mig sidste torsdag om, at fredag den 13. betyder uheld, fordi det var på denne dag, Paven og Filip den Smukke af Frankrig iværksatte deres tempelridder-Endlösung. En anden vagt informerede mig om, at jeg hvis jeg tog kaffe med ned i magasinet - ville tempelridderne komme efter mig...

Det formodes, at førnævnte vagter samt alle andre Gralentusiaster er blevet yderligere opildnet af den Leonardo da Vinci-udstilling, der i disse dage huses i Chester Beatty-bibliotekt. This is where they congregate... For som vi allesammen ved, var Leonardo et homoseksuelt rumvæsen fra fremtiden, der udover at designe helikoptere, som ikke kunne flyve, lagde kimen til uendelige Gral-hjernenedsmeltninger.

Jeg afventer tingenes videre udvikling med lige dele spænding og rædsel. Hvem er de skumle gerningsmænd? Vil det lykkes for mig at finde og gemme Gralen før de bortfører den forbi Det Hemmelige og Mystiske Segl, og dermed forårsager museets totale nedstyrtning? Kommer der virkelig tempelriddere efter mig, såfremt jeg tager kaffe med ned i magasinet? Alt dette har jeg forhåbentlig svar på til min loyale læserskare inden længe. Hvis I ikke hører fra mig - ved I hvorfor...

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvis jeg var dig, ville jeg holde mig fra at tage kaffe med ned i depotet. Vi der er gamle nok til at have set film i 80'erne vil vide, at hvis man generer en tempelridder, så kan han noget med at få ens værste rædsel til at gå i opfyldelse - som f.eks. at få dig til at tro, at der er gået ild i dine ører, eller at der er edderkopper i din BH, eller hvad det nu måtte være, der VIRKELIG får dine nakkehår til at rejse sig. Lad dette være dig en advarsel!

Anonym sagde ...

Advarsel! Jeg har netop erfaret at Kurt Ravn er set stige ombord i et fly med Dublin som destination. Han medbringer så vidt vides en sort kutte (naturligvis - subtil er han jo ikke),en motorcross-motorcykel og en lanse, hvorom han har udtalt: "Jeg er ikke bange for bruge den, muaahahahaa!!" Det kan kun gå frygteligt galt!