Horror erupts!
Mange går rundt i den lykkelige tro, at Irland er dette her hyggelige sted med harmonikamusik og dansende nisser på hvert gadehjørne - men næ nej...
Min utrættelige søgen efter svar på fortidens mysterier fortsætter, og i den forbindelse har jeg flyttet min arkæologiske virksomhed ned i magasinet, som befinder sig i kælderen. Der har jeg mit eget lille skrivebord midt mellem alle de mange, mange artefakter, komplet med et kasse lilla gummihandsker (min chef lider af humoritis) og et gigantisk forstørrelsesglas med indbygget lommelygtefunktion. Hvad mere kan en arkæolog ønske sig? (En Slotsøl måske, men lad nu det ligge).
Alt åndede fred og idyl de første par dage i magasinet - lidt for meget fred og idyl. Jeg burde have tænkt over, hvorfor min skraldespand aldrig bliver tømt. Jeg burde også have bidt mærke i, at mit indbyggede Mulm-o-Meter registrerede en mulm-faktor på 10. Og jeg burde helt sikkert have taget hele situationen op til grundig overvejelse, da det kom for dagen at kælderen er kendt som The Dungeon blandt samtlige ansatte.
Men den overvældende lykkefølelse over at være i selskab med så mange artefakter har sløvet min årvågenhed.
Stor var min gru, da jeg lod mig oplyse om tingenes sande tilstand. Det er almindelig kendt på hele museet, at The Dungeon er hjemsøgt. Rengøringspersonalet og vagterne nægter alle til hobe at sætte deres ben dernede - og forskerne vover sig kun derned i alleryderste nødstilfælde, helst to og to.
Efter at have erhvervet denne nye og hårrejsende indsigt sneg jeg mig tilbage til magasinet, nu mere agtpågivende end nogensinde før. Faktisk måske en anelse for agtpågivende - ikke så snart havde jeg sat mig til rette ved mit skrivebord, før jeg anede skummel tilstedeværelse... lyden af odiøst skjoskende fødder rungede mellem de underjordiske mure... en uforståelig mumlen... hårene på min nakke rejste sig.
Jeg var parat til at redde hvad der reddes kunne af scone-rester og artefakter og flygte, da en uventet TOTAL FORSKER POWER opfyldte mig med retfærdig harme! Gustne ånder skulle ikke stå mellem mig og mine artefakter! Jeg rejste mig, og sneg mig hen mod den nærmeste reol, for derfra at tage bestik af situationen.
I halvmørket mellem de høje reoler syntes jeg at ane en bleg, lodden skikkelse, der flakkede hid og did i hvad der kun kunne være udød fortvivlelse!
Opfyldt af rædsel trak jeg hovedet til mig. Jeg kunne allerede mærke ektoplasmaen sive ned langs reoler og hylder.
Jeg forsøgte desperat at udtænke mit næste træk, da en rungende røst råbte: "HULLO! How'ya! Why've ye not turrrrned on th'bleeding lights in'eere?!"
Mit blod frøs til is!
Jeg vendte mig stift, og så direkte ind i vores konservators store, lodne hoved (han nægter af arkæologiske årsager at klippe hår eller skæg).
"Pip," kvækkede jeg som svar.
Konservatoren trak på skuldrene og sjoskede videre, med sin hvide kittel bølgende efter sig.
Jeg vaklede tilbage til mit skrivebord. En vandtæt plan måtte udklækkes i al hast, hvis mine stakkels nerver skulle holde til ret meget mere end fem minutters yderligere gru. Og det var der, i den dunkleste stund til dato, at erkendelsen ramte mig - med tåbelighed skal tåbelighed fordrives!
Selvsamme aften hastede jeg hjem, og downloadede mit nyeste våben - uendelige ABBA-sange. Ræsonnementet er som følger: intet spøgelse med respekt for sig selv vil hjemsøge nogen, der sidder og hører ABBA-sange for fuld udblæsning. Og selv hvis der findes en skummel ånd, der ville synke så dybt, ville det ikke kunne lade sig gøre at overbevise nogen om at være bange til lyden af SUPER-TROUPER, LIGHTS ARE GONNA FIND MEEEEE, DANCIN' HAVIN' FÅÅÅÅÅN! Mulm-faktor 10 eller ej.
Udfra et videnskabeligt synspunkt kunne det naturligvis være interessant at finde ud af, hvorvidt det er en hovedløs pedel, en vranten arkæolog eller en praktikant, nogen glemte dernede, som hjemsøger The Dungeon. Men det er interessant på samme måde som pesten er interessant - man har ikke lyst til at tilfredsstille sin nysgerrighed via nærkontakt af tredje grad. Kald med kedelig.
Jeg overvejer at montere en gigantisk discokulge over mit skrivebord, blot for at sende et klart signal til alle ektoplasmiske entiteter, men konservatoren ville nok få et slagtilfælde hvis han så sådan en. Jeg skal holde mine trofaste læsere informeret om sagens videre gang. Donationer i form af flere ABBA-sange til min iPod er velkomne.
Mange går rundt i den lykkelige tro, at Irland er dette her hyggelige sted med harmonikamusik og dansende nisser på hvert gadehjørne - men næ nej...
Min utrættelige søgen efter svar på fortidens mysterier fortsætter, og i den forbindelse har jeg flyttet min arkæologiske virksomhed ned i magasinet, som befinder sig i kælderen. Der har jeg mit eget lille skrivebord midt mellem alle de mange, mange artefakter, komplet med et kasse lilla gummihandsker (min chef lider af humoritis) og et gigantisk forstørrelsesglas med indbygget lommelygtefunktion. Hvad mere kan en arkæolog ønske sig? (En Slotsøl måske, men lad nu det ligge).
Alt åndede fred og idyl de første par dage i magasinet - lidt for meget fred og idyl. Jeg burde have tænkt over, hvorfor min skraldespand aldrig bliver tømt. Jeg burde også have bidt mærke i, at mit indbyggede Mulm-o-Meter registrerede en mulm-faktor på 10. Og jeg burde helt sikkert have taget hele situationen op til grundig overvejelse, da det kom for dagen at kælderen er kendt som The Dungeon blandt samtlige ansatte.
Men den overvældende lykkefølelse over at være i selskab med så mange artefakter har sløvet min årvågenhed.
Stor var min gru, da jeg lod mig oplyse om tingenes sande tilstand. Det er almindelig kendt på hele museet, at The Dungeon er hjemsøgt. Rengøringspersonalet og vagterne nægter alle til hobe at sætte deres ben dernede - og forskerne vover sig kun derned i alleryderste nødstilfælde, helst to og to.
Efter at have erhvervet denne nye og hårrejsende indsigt sneg jeg mig tilbage til magasinet, nu mere agtpågivende end nogensinde før. Faktisk måske en anelse for agtpågivende - ikke så snart havde jeg sat mig til rette ved mit skrivebord, før jeg anede skummel tilstedeværelse... lyden af odiøst skjoskende fødder rungede mellem de underjordiske mure... en uforståelig mumlen... hårene på min nakke rejste sig.
Jeg var parat til at redde hvad der reddes kunne af scone-rester og artefakter og flygte, da en uventet TOTAL FORSKER POWER opfyldte mig med retfærdig harme! Gustne ånder skulle ikke stå mellem mig og mine artefakter! Jeg rejste mig, og sneg mig hen mod den nærmeste reol, for derfra at tage bestik af situationen.
I halvmørket mellem de høje reoler syntes jeg at ane en bleg, lodden skikkelse, der flakkede hid og did i hvad der kun kunne være udød fortvivlelse!
Opfyldt af rædsel trak jeg hovedet til mig. Jeg kunne allerede mærke ektoplasmaen sive ned langs reoler og hylder.
Jeg forsøgte desperat at udtænke mit næste træk, da en rungende røst råbte: "HULLO! How'ya! Why've ye not turrrrned on th'bleeding lights in'eere?!"
Mit blod frøs til is!
Jeg vendte mig stift, og så direkte ind i vores konservators store, lodne hoved (han nægter af arkæologiske årsager at klippe hår eller skæg).
"Pip," kvækkede jeg som svar.
Konservatoren trak på skuldrene og sjoskede videre, med sin hvide kittel bølgende efter sig.
Jeg vaklede tilbage til mit skrivebord. En vandtæt plan måtte udklækkes i al hast, hvis mine stakkels nerver skulle holde til ret meget mere end fem minutters yderligere gru. Og det var der, i den dunkleste stund til dato, at erkendelsen ramte mig - med tåbelighed skal tåbelighed fordrives!
Selvsamme aften hastede jeg hjem, og downloadede mit nyeste våben - uendelige ABBA-sange. Ræsonnementet er som følger: intet spøgelse med respekt for sig selv vil hjemsøge nogen, der sidder og hører ABBA-sange for fuld udblæsning. Og selv hvis der findes en skummel ånd, der ville synke så dybt, ville det ikke kunne lade sig gøre at overbevise nogen om at være bange til lyden af SUPER-TROUPER, LIGHTS ARE GONNA FIND MEEEEE, DANCIN' HAVIN' FÅÅÅÅÅN! Mulm-faktor 10 eller ej.
Udfra et videnskabeligt synspunkt kunne det naturligvis være interessant at finde ud af, hvorvidt det er en hovedløs pedel, en vranten arkæolog eller en praktikant, nogen glemte dernede, som hjemsøger The Dungeon. Men det er interessant på samme måde som pesten er interessant - man har ikke lyst til at tilfredsstille sin nysgerrighed via nærkontakt af tredje grad. Kald med kedelig.
Jeg overvejer at montere en gigantisk discokulge over mit skrivebord, blot for at sende et klart signal til alle ektoplasmiske entiteter, men konservatoren ville nok få et slagtilfælde hvis han så sådan en. Jeg skal holde mine trofaste læsere informeret om sagens videre gang. Donationer i form af flere ABBA-sange til min iPod er velkomne.
2 kommentarer:
Må jeg foreslå Ghostbusters temaet :-) Det sætter altid gang i festen og teksten burde skræmme raslende kæder, løse hoveder og lasede lagner af ethvert spøgelse.
Skulle det ikke være nok, så skøjt en krigsdans i ektoplasma, mens sangen kører for fuld udblæsning. Det er en stensikker måde at eksorcere eventuelle onde ånder, som i uvidenhed, skulle finde på at udfordre dig. :-)
Vil nok anbefale Electric Six' "I invented the night", det burde indgyde en form for respekt, når nattens væsner lægger op til ugudelige udfoldelser.
Nå men optur at læse din beretning på min virtuelle travetur. Vender tilbage senere for en opdatering ;)
Send en kommentar