Hjemsøgelser

Horror erupts!

Mange går rundt i den lykkelige tro, at Irland er dette her hyggelige sted med harmonikamusik og dansende nisser på hvert gadehjørne - men næ nej...

Min utrættelige søgen efter svar på fortidens mysterier fortsætter, og i den forbindelse har jeg flyttet min arkæologiske virksomhed ned i magasinet, som befinder sig i kælderen. Der har jeg mit eget lille skrivebord midt mellem alle de mange, mange artefakter, komplet med et kasse lilla gummihandsker (min chef lider af humoritis) og et gigantisk forstørrelsesglas med indbygget lommelygtefunktion. Hvad mere kan en arkæolog ønske sig? (En Slotsøl måske, men lad nu det ligge).

Alt åndede fred og idyl de første par dage i magasinet - lidt for meget fred og idyl. Jeg burde have tænkt over, hvorfor min skraldespand aldrig bliver tømt. Jeg burde også have bidt mærke i, at mit indbyggede Mulm-o-Meter registrerede en mulm-faktor på 10. Og jeg burde helt sikkert have taget hele situationen op til grundig overvejelse, da det kom for dagen at kælderen er kendt som The Dungeon blandt samtlige ansatte.
Men den overvældende lykkefølelse over at være i selskab med så mange artefakter har sløvet min årvågenhed.

Stor var min gru, da jeg lod mig oplyse om tingenes sande tilstand. Det er almindelig kendt på hele museet, at The Dungeon er hjemsøgt. Rengøringspersonalet og vagterne nægter alle til hobe at sætte deres ben dernede - og forskerne vover sig kun derned i alleryderste nødstilfælde, helst to og to.

Efter at have erhvervet denne nye og hårrejsende indsigt sneg jeg mig tilbage til magasinet, nu mere agtpågivende end nogensinde før. Faktisk måske en anelse for agtpågivende - ikke så snart havde jeg sat mig til rette ved mit skrivebord, før jeg anede skummel tilstedeværelse... lyden af odiøst skjoskende fødder rungede mellem de underjordiske mure... en uforståelig mumlen... hårene på min nakke rejste sig.
Jeg var parat til at redde hvad der reddes kunne af scone-rester og artefakter og flygte, da en uventet TOTAL FORSKER POWER opfyldte mig med retfærdig harme! Gustne ånder skulle ikke stå mellem mig og mine artefakter! Jeg rejste mig, og sneg mig hen mod den nærmeste reol, for derfra at tage bestik af situationen.
I halvmørket mellem de høje reoler syntes jeg at ane en bleg, lodden skikkelse, der flakkede hid og did i hvad der kun kunne være udød fortvivlelse!
Opfyldt af rædsel trak jeg hovedet til mig. Jeg kunne allerede mærke ektoplasmaen sive ned langs reoler og hylder.
Jeg forsøgte desperat at udtænke mit næste træk, da en rungende røst råbte: "HULLO! How'ya! Why've ye not turrrrned on th'bleeding lights in'eere?!"
Mit blod frøs til is!
Jeg vendte mig stift, og så direkte ind i vores konservators store, lodne hoved (han nægter af arkæologiske årsager at klippe hår eller skæg).
"Pip," kvækkede jeg som svar.
Konservatoren trak på skuldrene og sjoskede videre, med sin hvide kittel bølgende efter sig.

Jeg vaklede tilbage til mit skrivebord. En vandtæt plan måtte udklækkes i al hast, hvis mine stakkels nerver skulle holde til ret meget mere end fem minutters yderligere gru. Og det var der, i den dunkleste stund til dato, at erkendelsen ramte mig - med tåbelighed skal tåbelighed fordrives!

Selvsamme aften hastede jeg hjem, og downloadede mit nyeste våben - uendelige ABBA-sange. Ræsonnementet er som følger: intet spøgelse med respekt for sig selv vil hjemsøge nogen, der sidder og hører ABBA-sange for fuld udblæsning. Og selv hvis der findes en skummel ånd, der ville synke så dybt, ville det ikke kunne lade sig gøre at overbevise nogen om at være bange til lyden af SUPER-TROUPER, LIGHTS ARE GONNA FIND MEEEEE, DANCIN' HAVIN' FÅÅÅÅÅN! Mulm-faktor 10 eller ej.

Udfra et videnskabeligt synspunkt kunne det naturligvis være interessant at finde ud af, hvorvidt det er en hovedløs pedel, en vranten arkæolog eller en praktikant, nogen glemte dernede, som hjemsøger The Dungeon. Men det er interessant på samme måde som pesten er interessant - man har ikke lyst til at tilfredsstille sin nysgerrighed via nærkontakt af tredje grad. Kald med kedelig.
Jeg overvejer at montere en gigantisk discokulge over mit skrivebord, blot for at sende et klart signal til alle ektoplasmiske entiteter, men konservatoren ville nok få et slagtilfælde hvis han så sådan en. Jeg skal holde mine trofaste læsere informeret om sagens videre gang. Donationer i form af flere ABBA-sange til min iPod er velkomne.

Eksperimentel Arkæologi

Fact: eksperimentel arkæologi går ud på at afprøve vor viden om fortidens teknologi og levevilkår ved at genskabe værktøjer, omstændigheder og arbejdsmetoder så nøjagtigt som muligt, for dermed at undersøge hvorvidt arkæologiske genstande kan reproduceres idag - og dermed om vor viden om deres produktion er nøjagtig. Eksperimenterende arkæologer kan ses overalt i det danske sommerland, hvor de sidder i marker og enge med knæene oppe om ørerne og genskaber autentiske magrede lerkar, flinteøkser og oldtidshytteost. Den typiske eksperimenterende arkæolog er nem at genkende på hans lerplettede fingre og hans forvirrede mumlen om kalkmaleriernes kildeværdi. Andre eksperimenterende arkæologer er sværere at identificere. Disse mere subtile væsner blander sig næsten perfekt med resten af samfundet. Din nabo kunne være en af dem. Lugter han nogensinde af oldtidshytteost? Det tænkte jeg nok.

Adskillige af mine trofaste læsere har i den seneste tid spurgt mig, hvordan det egentlig går med mig her i The Shire, når jeg ikke er på Gral-quest.

Til alle jer nysgerrige sjæle kan jeg hermed oplyse, at jeg netop i disse dage har iværksat mit eget videnskabelige eksperiment, som går ud på følgende: at påvise, ved hjælp af nøje gennemtænkte eksperimenter og en tilnærmelsesvis rekonstruktion af fordums omstændigheder, hvorvidt vor viden om sumpfod under Første Verdenskrig er nøjagtig.

Sumpfod var et stort problem for de stakkels soldater på den mudrede Vestfront, og går i al sin enkelhed ud på, at snævert indpakkede fødder, hvis de bliver udsat for tilstrækkeligt sumpede tilstande over en længere periode, vil begynde at mugne og gå i opløsning. Sumpfod kan, i modsætning til frostbid, opstå i temperaturer op til 16 grader Celsius.

Min problemformulering er følgende: hvor hurtigt vil sumpfod opstå i mine fødder?

Mit metodevalg er følgende: stramme, brune glitterkondisko, som er lufttætte fordi de er lavet af PVC, lange arbejdsdage og endnu længere vandreture for at komme frem og tilbage - og Dommedagsregn. Masser af Dommedagsregn!

Selvom min genskabning af omstændighederne på Vestfronten ikke er helt nøjagtig (her er en lykkelig mangel på giftgas, granater, syngende tyskere og pigtråd) er kulden og regnen ikke helt ved siden af. Jeg kan allerede nu melde, at der breder sig en ugudelig hørm fra førnævnte brune glittersko.

De trofaste læsere kan regne med snarlige opdateringer som mit videnskabelige arkæologi-forsøg skrider frem. Hvis nogen ved, hvor man kan søge legater for denne form for videnskabelig selvopfordring extraordinaire, så send venligst oplysninger til: Våd Forfrossen Arkæolog, Fjerde vandpyt fra venstre, Kildare Street, Dublin 1.

Gralhistorier, Part Two

Som den trofaste læser vil have erfaret fra forrige konspirationsFAKTAindlæg, huser Irlands Nationalmuseum på intet mindre end Gralen (hvad end Den så er).

I troede vel ikke, det sluttede her?

Næ nej!

Nye foruroligende begivenheder har tvunget mig til at intensivere min Gralefterforskning. Et stenkast fra The National Museum of Archaeology ligger The National Museum of Natural History, i folkemunde kendt som The Dead Zoo. Dette museum udmærker sig ved at huse en samling på 10.000 døde dyr.

Stor var min gru, da jeg den anden uge erfarede, at en enorm granittrappe i The Dead Zoo var styrtet sammen under vægten af elleve sagesløse skolelærere! Dagen efter blev alle trapperne på Nationalmuseet lukket for offentligheden grundet mulig nedstyrtningsfare.

Som den kultiverede læser vil erindre, er det i denne slags situationer bedst at ty til enhver Gralforskers hemmelige kilde til visdom, Indiana Jones and the Quest for the Holy Grail. Vi kan allesammen huske, hvad der skete, da den onde nazistdame tog Gralen med forbi Det Hemmelige og Mystiske Segl, ikke sandt? Hele herligheden braste sammen!

Altså har jeg indtil videre konkluderet følgende:

1) Nogen har forsøgt at smugle Gralen forbi Det Hemmelige og Mystiske Segl på Nationalmuseet - det er enten informationsskranken eller stativet med humoristiske postkort, jeg er ikke sikker endnu. Som et resultat er sammenbrasningsfaren overhængende, og undertegnede ville ønske, hendes kontor lå i stuen. Eller måske i en anden bygning.

2) Nogen har fundet og bortført et bibelsk relikvie af næsten tilsvarende vigtighed fra The Dead Zoo. Hvorvidt det er den mummificerede ur-aardvark fra Noahs Ark, Helliganden eller det æsel, Jesus red på ind i Jerusalem, vides heller ikke endnu.

3) Ovenstående kan kun betyde én ting: en dyster konspiration truer Nationalmuseet, og gerningsmændene lurer lige om hjørnet. Den agtværdige læser kan roligt regne med, at jeg er utrættelig i min søgen efter misdæderen. Jeg har endnu ikke set en meget bleg skikkelse i munkekutte blandt de bissende horder af turister - men det ville også være for nemt. Vi har her at gøre med folk, der ikke er bange for at lægge sig ud med Gralens enorme kræfter. Inden længe vil kaffeautomaten i kælderen flyde med blod, de døde (eller ihvertfald vikingeskelettet oldtidsudstillingen, ham hvis' fødder vi vistnok kom til at samle forkert) vil rejse sig (forsøgsvist), og alle vores potteplanter vil visne! Rædsel!

Det lader til, at museumsvagterne har allieret sig med mørkets kræfter. Jeg blev bekræftet i disse ængstelige anelser, da indtil flere af dem pludselig begyndte at snakke om tempelriddere udenfor enhver tænkelig sammenhæng - et sikkert tegn på vanvid og stor Gralentusiasme. En af disse personager oplyste mig sidste torsdag om, at fredag den 13. betyder uheld, fordi det var på denne dag, Paven og Filip den Smukke af Frankrig iværksatte deres tempelridder-Endlösung. En anden vagt informerede mig om, at jeg hvis jeg tog kaffe med ned i magasinet - ville tempelridderne komme efter mig...

Det formodes, at førnævnte vagter samt alle andre Gralentusiaster er blevet yderligere opildnet af den Leonardo da Vinci-udstilling, der i disse dage huses i Chester Beatty-bibliotekt. This is where they congregate... For som vi allesammen ved, var Leonardo et homoseksuelt rumvæsen fra fremtiden, der udover at designe helikoptere, som ikke kunne flyve, lagde kimen til uendelige Gral-hjernenedsmeltninger.

Jeg afventer tingenes videre udvikling med lige dele spænding og rædsel. Hvem er de skumle gerningsmænd? Vil det lykkes for mig at finde og gemme Gralen før de bortfører den forbi Det Hemmelige og Mystiske Segl, og dermed forårsager museets totale nedstyrtning? Kommer der virkelig tempelriddere efter mig, såfremt jeg tager kaffe med ned i magasinet? Alt dette har jeg forhåbentlig svar på til min loyale læserskare inden længe. Hvis I ikke hører fra mig - ved I hvorfor...

The Rapture

På det seneste har jeg brokket mig en del over det forfærdelige vejr - det regner i stride strømme, og har gjort det næsten uafbrudt i to uger. Lugten af italienske teenageturisters regntøj breder sig i museet, mine brune glitterkondisko er sprunget læk og det er en daglig kamp at undgå at få prikket et øje ud af en af de vildfarne morgendesperadoer med deres gigantiske Guinness-paraplyer.

I sig selv er en lille smule regnvejr jo ikke ligefrem en trussel mod ens videre eksistens, men her er ikke tale om en lille smule regnvejr. Regnvejr som dette kan ikke være andet end et Tegn på Jordens Undergang. Det er bare så typisk! Her har jeg endelig langt om længe fået en praktikplads på museet, og så viser Jorden Tegn på at ville Gå Under. Jeg må i al hast arrangere en Ninas Ark!

Før jeg gør det, vil jeg dog pointere et andet klassisk tegn på kommende undergang - the Rapture. Alle jer, der i ny og næ ynder at spilde et par hjerneceller ved at se bibeltema-aften på National Geographic, vil vide hvad jeg taler om. Det er som følger: inden Dommedag indtræffer, vil Vorherre vælge at transmogriffe alle sine frommeste tilbedere op til himmerig, så de slipper for at blive kogt i lava, smadret af Apokalypsens Fire Ryttere og andre ubehageligheder. Således vil alle sande troende blive beamet op til Gud via en specielt designet RaptureBeam3000, og dermed forsvinde fra jordens overflade. Det er sandt nok, man kan købe bumper-stickers og alt muligt (men kun i USA).

Således hændte det her den anden morgen, at jeg mødte på museet (gennemblødt af Dommedagsregnen) og opdager, at alle de fromme amerikanske interns var forsvundet fra jordens overflade. Deres jakker hang der, deres Harry Potter-penalhuse lå fremme, men de var væk. Helt. Væk.
Heather, min mindre fromme amerikanske med-intern, udpegede straks den mulige årsag - The Rapture.

Kære læsere, vær på vagt! Tænk over dette næste gang i går ind i et helt tomt lokale. Tænk over det når I befinder jer i en tom bus, og når ingen er online når I er i humør til at chatte. Og lad være med at stå for tæt op af fromme mennesker i disse dage. RaptureBeam3000 kan godt svide.

Gralhistorier, Part One

Som mange af jer ved, er det for nyligt blevet mig bekendt, at Irlands Nationalmuseum gemmer på - wait for it - Gralen.
Denne tankevækkende oplysning kom mig for øre, da vores Assistant Keeper fik en mail fra en flok amerikanere, der gerne ville komme og se dette prægtige bæger. Som vi efterhånden alle ved, er amerikanerne verdensmestre i at gennemskue dunkle sammensværgelser, især når der er en Gral involveret. Ergo må de naturligvis have ret.

Præcis hvordan førnævnte amerikanere har regnet det ud vides ikke med bestemthed. Jeg kan dog afsløre, at man længe har mistænkt Gralen for at befinde sig i Tara - hvilket jo giver fuldstændig mening, idet Tara i bronzealderen (!) var hovedsæde for de irske overkonger, som var hedninge.

Plottet tilpisser sig.

Hvis Gralen engang befandt sig i Tara, og Irlands Nationalmuseum udgravede Tara i begyndelsen af forrige århundrede, er det jo naturligvis museet, der gemmer på den idag.

Efter at have hørt denne overraskende nyhed, hastede jeg straks ind i udstillingerne for at finde Gralen. Desværre blev jeg hurtigt forvirret, idet Nationalmuseet huser adskillige Gral-attrapper - bægre og alterkalke fra jernalder og tidlig middelalder, der på lumsk vis alle minder om Gralen. Hvilken er mon den rigtige? Der er kun én måde at finde ud af det på - ved at drikke af hver enkelt. Hvis jeg bliver til smat, er det helt klart ikke Gralen. (Dette er tydeligt demonstreret i Indiana Jones, enhver Gral-entusiasts bibel).

Der er dog opstået komplikationer.

For det første bliver den en anelse svært at komme forbi vagterne og ind i montrene for at få fingre i alle måske-Gralerne.

For det andet er jeg bange for, at både Louvre (hvor Gralen også skal forestille at gemme sig, under en kæmpe glaspyramide) og Dan Brown bliver vrantne, hvis Gralen viser sig i være i Dublin. Og så er der jo alle de haltende masochist-albinoer... Det kunne hurtigt blive noget rod.

For det tredje hersker der stadig en del tvivl om hvad Gralen egentlig er. Er det et bæger, eller er det Maria Magdalenes skræv? (Og i så fald - er det bare mig - hvad gik den Sidste Nadver så egentlig ud på....?) Dette er blevet debatteret grundigt, men forbliver uvist.

I kan roligt regne med, at hvis jeg finder svaret på alle ovennævnte spørgsmål, skriver jeg en tåbelig bog om det, og så bliver jeg milliardær og skal aldrig mere bekymre mig om SU-styrelsens kætteri. Indtil da, kære læser, vil jeg fortsætte med at trevle denne gåde op, bid for tåbelig bid.

The Horror

"As a result of a particular television advertisment, I have been reduced to a gibbering wreck during the day and I have bad dreams at night. I am so freaked out by its creepiness that I fear for my remaining sanity. What I refer to is the ad for Bank of Ireland where the pixie girl with pointy ears and mad big blinky eyes waffles on about some financial product or other. It is so nightmarish and scary that if I had an account with the aforementioned bank, I would immediately close it."

- Frank Byrne, Terenure.
Metro, 5. juli 2007.

Se uhyggen: http://www.bankofireland.ie/

Én uges jubilæum

I dag har jeg én uges jublilæum her i Dublin.

Indtil videre har jeg set følgende: syndflods-lignende regnvejr, en skægget dame, en masse polakker (de er overalt), en mand der var bange for reklamer, en million tons vikingebronzenåle, mange brune bøger om førnævnte vikingebronzenåle, en mumie, en mand der havde klædt sig ud som Dracula i anledning af at det var onsdag, mere regnvejr, Nationalmuseet (obviously) livemusik i Temple Bar og Kilmainham Gaol, et gammelt fængsel.

Jeg får gået en masse, idet jeg bor i Stoneybatter - det ser ikke ret heldigt ud med offentlig transport til og fra Nationalmuseet i Kildare Street nær Stephen's Green. Det tager en time hver vej.

Men det er også okay.

Det er ikke særlig TOTAL VIKING POWER-agtigt at stå most sammen med en masse små hobbitter hver morgen, i en rullende sardindåse kaldet "Luas" - det irske ord for fart. (Den kan køre næsten 50 km/t). Nej, jeg foretrækker at komme snigende i mine nye brune glitter-kondisko, lydløs som en væsel. Det bedste havde selvfølgelig været, om jeg kunne have ladet mig transportere til arbejde i et sejt vikingeskib - men så havde irerne nok anet uråd...

Nu vil jeg iføre mig førnævnte brune glitter-kondisko og snige ned og se Museum of Decorative Arts and History. Hvis I ikke hører fra mig snart igen, er det fordi jeg er blevet ramt af en bissende flok amerikanske turister. Med meget hvide sko og polotrøjer slængt om halsen, altid udstyret med bæltetasker og en tall vanilla latte.

Hvor kommer alt den vanilla latte fra?

Ingen kender svaret.